BAGGRUND PROGRAM PRAKTISKE OPLYSNINGER

ROSENHOLM
STÆRKE BAROKKVINDER
Rosenholmvej 119, 8543 Hornslet

LØRDAG 24. APRIL KL. 15

I 1559 påbegyndte Jørgen Ottesen Rosenkrantz opførelsen af renæssanceslottet Rosenholm. Det firfløjede anlæg blev fuldført af hans søn Holger med opførelsen af sydfløjen i 1600-tallets begyndelse. Slottets byggestil var bemærkelsesværdigt moderne, helt uden forsvarsværker - voldgraven er mere et pittoresk element. Østfløjen havde en åben loggia, inspireret af italiensk renæssance.

Holger Rosenkrantz frasagde sig efter 11 års tjeneste sit embede i rigsrådet. Det passede ikke kongen, Christian IV, som nægtede at fritage ham, hvorfor han drog i landflygtighed i Skåne. Dermed bragtes stedet i krise; men det kom på fode igen takket være sønnen Erik Rosenkrantz. Til ham forærede Christian IV det store maleri af den 26-årige Leonora Christina, malet af Karel van Mander i 1647.

At det er en stærk kvinde, man ser på van Manders portræt, kan der ikke herske tvivl om. Den tamme ulv på billedet symboliserer ægtemanden Corfitz Ulfeldt, mens den lille krybende hund er et troskabssymbol. Leonora Christina, datter af Kirsten Munk og Christian IV, tilbragte en del af sin barndom på Stenalt Gods på det nordlige Djursland, og Christian IV havde nære forbindelser til Rosenholm; men om Leonora Christina har været på slottet, vides ikke med sikkerhed. Det er til gengæld helt sikkert, at hun i 22 år mod sin vilje opholdt sig på Københavns Slot, hvor hun sad indespærret i Blåtårn. Om dette fangenskab fortæller hun i Jammers Minde.

Ikke mindst takket være to stærke kvinder, Christiane og Carin Rosenkrantz, er Rosenholm er stadig i Rosenkrantz-slægtens eje.
 

PROGRAM
Slotsforvalter Karsten Bonde giver en introduktion til Rosenholm
Anne Marie Helger læser op af Leonora Christinas Jammers Minde
Ingelore Schubert, cembalo, og Hans Georg Kramer, viola da gamba
- begge fra barokensemblet Marais Consort, Hamburg -
og Annette Friisholm, blokfløjte, spiller
barokmusik af Elizabeth de la Guerre, Anna Amalia von Preussen og Isabella Leonarda,
samt kvindeportrætter i musik


Anne Marie Helger er delvis uddannet ved Aalborg Teater, delvis autodidakt. Hendes karriere som teater- og filmskuespiller, og ikke mindst som satirisk samfundsrevser, er imponerende, og hun må siges at høre til dansk teaters stærke kvinder.

En usædvanlig viljestyrke har været påkrævet for at slå igennem som kvinde i barokkens verden. Ser man på de kvindelige komponister, der præsenteres ved arrangementet, virker det, som om der kun var to muligheder for at opnå et vist råderum for selvstændig handlen: at blive enke eller abbedisse!

Annette Friisholm og Marais Consort drager ikke blot en række fremragende kompositioner frem af usynligheden, men fortæller også om usædvanlige og dramatiske kvindeskæbner.

Billetpris 200 kr.

Se også
www.rosenholmslot.dk
www.helger.dk
www.maraisconsort.de
 

Destination Djursland - Stabrandvej 51 - 8560 Kolind - tlf. 87 52 18 00 - e-mail