|
RUGAARD
BELLMAN - FREDMANS STRÅKAR
Rugaardsvej 14, 8400
Ebeltoft
SØNDAG 30. MAJ KL. 15
Når de to
tårne på Rugaard bærer navnene Hamborg og Lübeck, er der en
praktisk forklaring: Heksejægeren Jørgen Arenfeldt, der
ejede godset fra 1682 til 1707, var på sine gamle dage en
fattig mand. Når kreditorerne bankede på, kunne man uden at
lyve henvise til, at husherren var i Hamborg eller Lübeck.
Det hindrede dog ikke i det lange løb Arenfeldts fallit.
Rugaard er
opført i renæssancestil af Hans Axelsen Arenfeldt i
slutningen af 1500-tallet, efter at kronen i forbindelse med
reformationen havde inddraget godset fra Øm Kloster. I årene
1743-1775 skete der adskillige ombygninger og
moderniseringer. Parkanlægget stammer fra midten af
1700-tallet, hvor en del af voldgravene også blev tilkastet
for at skabe bedre forbindelse til parken.
Carl Michael Bellman kunne nok have haft gavn af et lokalt
Hamborg eller Lübeck. I 1763 måtte han flygte til Fredrikshald i Norge for at slippe fra kreditorerne, efter i
flere år at have festet på kredit og for lånte penge. Da han
vendte tilbage til Sverige, havde familien installeret sig
på godset Visbohammar sydvest for Stockholm, og han var nødt
til at flytte på landet. Det huede ham tydeligvis ikke, om
der så var nok så meget herregård over det; han savnede
byens forlystelsesliv. Kælderhvælvingerne under tårnet
Hamborg kan minde om de stockholmske kælderbeværtninger, og
det kan ikke udelukkes, at Bellman ville have trivedes bedre
her end i Rugaards smukke park. At han ikke var blind for
parkernes og naturens skønhed kan dog udlæses af mange af
hans digte, ikke mindst de såkaldte Djurgårdspastoraler fra
omkring 1790.
PROGRAM
Godsejer, hofjægermester Elisabeth Mourier-Petersen
og
hofjægermester Henning Madsen
giver en introduktion til Rugaard
Cand.mag. Katrine West fortæller om Bellman og hans værker
Den svenske sanger og guitarist Thord Lindé
og strygertrioen Fredmans Stråkar opfører
en forestilling med Bellmans sange
og monologer
Fredmans Stråkar består af
Johannes Lörstad, violin, Torbjörn Helander, viola, og Anna Wallgren, cello
Himmel! hvad denna Runden,
Af friska Löfträn sammanbunden,
Vidgar en plan i Lunden,
Med strödda gångar och behag.
Ljufligt där löfven susa,
I svarta hvirflar grå och ljusa,
Träden en skugga krusa,
Inunder skyars fläkt och drag.
Sådan lyder en af de fortryllende naturbeskrivelser fra
epistel nummer 82, den allersidste af Fredmans Epistlar. Her
beskrives et stemningsfuldt måltid en sommermorgen i det
grønne, lige inden Fredman må betale sine færgepenge til
Charon, dødens færgemand. Scenen kunne minde om den, der
skildres på gobelinen fra Rosenholm Slot. Den kunne såmænd
også godt have fundet sted i Rugaards idylliske park, der
skråner ned mod Nørresø.
Billetpris 200 kr.
Se også
www.bellman.net
|




 |